Berlin-konferencen 1884-85
Fra NotatWiki
The Berlin Conference was Africa's undoing in more ways than one. The colonial powers superimposed their domains on the African continent. By the time independence returned to Africa in 1950, the realm had acquired a legacy of political fragmentation that could neither be eliminated nor made to operate satisfactorily.de Blij, H. J. and Peter O. Muller : Geography: Realms, Regions, and Concepts, John Wiley & Sons, 1997, s. 340
På foranledning af Portugal, indkaldte den tyske kansler Otto von Bismarck i 1884 de vestlige magter til en konference, der skulle forhandle spørgsmål om europæisk indflydelse i Afrika på plads. For Bismarck var konferencen en mulighed for at udvide egne tyske koloniale interesser og ambitioner i Afrika.
Konferencen åbnede 15. november 1884 i Berlin. 14 lande var repræsenterede; Østrig-Ungarn, Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbrittanien, Italien, Holland, Portugal, Rusland, Spanien, Sverige-Norge (forenet 1814-1905), Tyrkiet og USA. Af disse 14 nationer, var Frankrig, Tyskland, Storbrittanien og Portugal de væsentlige aktører i Afrika på dette tidspunkt.
Konferencen varede til 26. februar 1885. De europæiske kolonimagter forhandlede i løbet af disse tre måneder om rækkevidden af deres respektive 'spheres of influence' i Afrika. Senere mundede disse indledende forhandlinger og aftaler ud i reelle grænsedragninger og krav på territorium på kontinentet.
Konferencen nåede bl.a. til enighed om, at Congo-floden og Niger-floden skulle anses som neutrale og åbne for fri handel. Denne erklærede neutralitet forhindrede dog ikke den belgiske kong Leopold i indenfor få år at gøre Fristaten Congo til sin egen personlige ejendom.
Da konferencen fandt sted, var mindre end 20% af det afrikanske kontinent under europæisk kontrol; hovedsagligt kystområder. Små 20 år senere, i 1914, havde konferencens deltagere delt Afrika imellem sig, fordelt på 50 koloniale stater.
De europæiske forhandlinger og grænsedragninger fandt sted på tværs af tusindvis af forskellige afrikanske folkeslag og lokale, historiske magtforhold - hvorfor de koloniale grænsedragninger er blevet en skæbnesvanger arv for mange af de senere uafhængige afrikanske stater.
