Fra NotatWiki
Mehmet Emin Pasha (28. marts 1840 - 23. oktober 1892), født Isaak Eduard Schnitzer, døbt Eduard Carl Oscar Theodor Schnitzer (ca. 1847) var en tysk læge, naturhistoriker og opdagelsesrejsende, som er kendt som egyptisk guvernør af Ækvatoria i det centrale Afrika, i slutningen af 1800-tallet.
Emin Pasha blev født i Oppeln, Schlesien, i en tysk-jødisk middelklassefamilie. Familien flyttede til Neisse, da han var to år gammel. Da hans fader døde i 1845, giftede moderen sig igen og konverterede til protestantismen.
Emin tog lægeeksamen, men fik ikke tilladelse til at praktisere som læge i Tyskland. Han gik siden i osmannisk tjeneste, og endte via en række omveje som een af General Charles Gordons tjenestemænd i det egyptisk koloniserede Sudan. I 1878 blev han udnævnt til guvernør for Ækvatoria; den sydligste provins i det daværende Sudan.
Emin blev i 1883 fanget bag fjendens linier efter den mahdiistiske opstand i Sudan. Da hans breve til europæiske kontakter med bøn om hjælp (sendt vha. Emins ven Wilhelm Junker) nåede den europæiske offentligheds lys i 1886, blev en undsætningsekspedition under ledelse af Henry M. Stanley udrustet og udsendt. Ekspeditionen bragte efter uhyrlige menneskelige omkostninger Emin til den afrikanske østkyst i 1890.
Herefter gik Emin i den tyske kolonimagts tjeneste. Han døde i 1892 under en ekspedition i det indre Afrika, hvor han angiveligt blev dræbt af arabiske slavehandlere.
I samtiden blev Emin ofte opfattet som muslim. Det står ikke klart om Emin reelt konverterede til Islam, men han tog i 1875 navnet 'Mehemet Emin' (arabisk 'Muhammed al-Amin'), da han rejste til Egypten og går i Gordons tjeneste.
'Pasha' er en titel indenfor det osmanniske bureaukrati, som Emin fik i 1886.
[rediger] Biografisk tidslinie
| 1840
| Født 28. marts i Oppeln, Schlesien
|
| 1845
| Hans fader dør, moderen konverterer til protestantismen
|
|
| Studerer ved universiteterne i Breslau (idag WrocÅ‚aw), Königsberg og Berlin
|
| 1864
| Tager medicinsk eksamen ved universitetet i Berlin, men udelukket fra at praktisere som læge i Tyskland. Forlader Tyskland for at rejse til Konstantinopel, med henblik på at gå i osmannisk tjeneste.
|
|
| Praktiserer som læge i Antivari, Albanien; lærer sig selv tyrkisk, albanisk og græsk
|
| 1873
| Hakki Pasha dør. Emin rejser tilbage til Tyskland med Pasha'ens enke og børn, som han præsenterer som sin egen familie
|
| 1875
| Emin forlader pludseligt Tyskland i september, for at rejse til Cairo og videre til Khartoum, hvortil han ankommer i december. Han antager i Egypten navnet 'Mehemet Emin'. Han begynder at samle planter, dyr og fugle (hvoraf en del sendes til naturhistoriske museer i Europa).
|
| 1876
| Charles George Gordon, på dette tidspunkt guvernør for Ækvatoria, udnævner Emin til medicinsk officer i Ækvatoria. Emin ankommer til provinsen i maj. Gordon sender ham på flere diplomatiske missioner til Buganda og Bunyoro.
|
| 1878
| Udnævnes til guvernør for Ækvatoria, tildeles titlen Bey af den egyptiske khediv
|
| 1881
| Den mahdiistiske opstand i Sudan begynder
|
| 1883
| Ækvatoria og Emin er afskåret fra kontakt til Egypten og forsyninger nordfra via Nilen
|
| 1884
| Karam Allah rykker sydpå for at erobre Ækvatoria og sætte Emin fra bestillingen
|
| 1886
| Emin modtager titlen Pasha, mens han befinder sig i Ækvatoria
|
| 1888
| Stanley når frem til Emin i april
|
|
| Internt oprør udbryder blandt Emins nordlige garnisoner i august. Emin og Jephson tages til fange i Dufile. Oprøret afsluttes i november. Emin og hans følge eskortes til østkysten af Stanley.
|
| 1890
| Emin og ekspeditionen ankommer til Bagamoyo, bydes velkommen af den tyske kolonimagt. Under festligheder for ekspeditionens 'succés', som den tyske kolonimagt er vært for, falder Emin under mystiske omstændigheder ned fra en balkon, og indlægges på det lokale hospital. Han tager senere hyre for den tyske kolonimagt, og ledsager Franz Stuhlmann på en ekspedition tilbage til det indre Afrika, til de store søer
|
| 1892
| Emin dør 23. oktober, dræbt af arabiske slavehandlere ved Kinene
|