Hjælp:FAQ

Fra NotatWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Indholdsfortegnelse

Ofte stillede spørgsmål om NotatWiki (Frequently Asked Questions)

Hvad er NotatWiki?

Hvad er NotatWiki?

NotatWiki er en wiki, hvor vi kollaborativt samler, udarbejder og deler vore notater. Idéen er at skabe et permanent virtuelt hjem for de hjemløse sedler der plager vore skriveborde, og slippe af med de bunker af papir hvor vi alligevel ikke kan finde hvad vi skal bruge. I wikien kan vi give alle typer løsrevne informationer et fast hjem, som kan tilgås af enhver, fra enhver computer der er koblet på internettet. Alle notater bliver hermed søgbare, idet de bl.a. kan indekseres af Google - og andre har mulighed for at benytte de nyttige data og informationer, og måske endda bygge videre på dem.

Hvad er en wiki?

Hvad er en wiki? 

Hvor skal jeg begynde... En wiki er mange ting - væsentligst er det et website, som er kendetegnet ved at alle frit kan redigere indholdet. Dernæst er en wiki befolket med masser af links imellem siderne...

Vent lige et øjeblik, sagde du alle? 

Ja, det mener jeg, at jeg gjorde. Alle som har en interesse i wikiens emne.

Hvad forhindrer så nogen i at ødelægge det hele? 

Principielt ingenting. Men selvom en wiki er åben for at alle kan redigere indholdet, er der i praksis en del ting der gør, at 'hærværk' imod en wiki forekommer sjældent - og hvis det sker, er nemt at rydde op efter. I praksis er alle wikiens brugere redaktører, og dermed med til at holde øje med de seneste ændringer i wikien. Herudover har MediaWiki, som NotatWiki er baseret på, en uhyre god 'hukommelse' for hver eneste side i wikien, så en side altid kan 'rulles tilbage' til en tidligere version. Se også vores side om sikkerhed.

Skulle det virkelig kunne fungere? 

Ja, det gør det i mange sammenhænge. Der findes efterhånden et utal af wiki'er, for mange forskellige emner. Den største og mest kendte er internet-opslagsværket Wikipedia, hvis engelske udgave har over 1,2 millioner registrerede brugere på verdensplan.

Er NotatWiki ligesom Wikipedia?

Er NotatWiki en slags mini-wikipedia? 

Både ja og nej. Wikipedia er et fantastisk projekt på egne præmisser, og der er flere lighedspunkter og overlap. Men der er flere ting der adskiller NotatWiki fra Wikipedia :

  • Wikipedia er en online encyklopædi. NotatWiki har ikke til formål at opbygge hverken en encyklopædi eller et leksikon. Vi er dels interesserede i at løse et praktisk problem - at komme papirlapperne til livs. Dels ønsker vi at sikre at de vigtige og mindre vigtige informationer vi ligger inde med, får et virtuelt hjem, hvor de altid er tilgængelige, uafhængigt af proprietære tjenester som f.eks. Twitter eller Facebook - og uafhængigt af copyright-industriens forsøg på at inddæmme nettets informationsmængder.
  • Wikipedia tillader ikke 'original forskning' ('original research'). Vi vil gerne finde og afdække nye sammenhænge. Vi er nysgerrige efter nye vinkler og perspektiver, også de, der er uprøvede og eksperimenterende - eller blot for sjov. NotatWiki er også en platform for at udvikle og præsentere nye idéer, teorier og projekter.
  • Wikipedia tillader ikke artikler om personer, der ikke normalt ville stå noget om i en encyklopædi eller leksikon. Vi vil derimod meget gerne bruge wikien til at præsentere, profilere og tilgængeliggøre online information om offentlige aktører, som det ellers er vanskeligt at finde informationer om. Vi vil gerne skabe stærkere netværk på tværs af traditionelle faggrænser, og på tværs af kategorier som f.eks. 'professionelle' og 'amatører'. Vi vil gerne gøre det lettere at finde frem til de personer, der kan medvirke til at løfte notaterne fra blot at være notater - til at blive til ny viden, nye initiativer, nye sammenhænge, i det hele taget nye forbindelser imellem mennesker.

Er NotatWiki en vejviser?

Det vil sige, NotatWiki er mere en slags vejviser? 

Det kan man godt sige - men alligevel mere end det. Vi vil ofte anvende notater i NotatWiki som sider i en vejviser, der 'viser vej' i informationsjunglen, fremfor at genopfinde den varme kartoffel, hvor vi kan undgå det. Wikien er en fænomenal måde at opbevare viden, visitkort, notater og links på, der ellers drukner i obskure bogmærkesamlinger i browseren, i papirbunker og på små lapper papir på vores skriveborde. Wikien kan holde orden i, og gøre sådanne notater tilgængelige, for ikke blot hver især af os - vi kan endda dele de fragmenter af viden, vi falder over, med andre.

Hvem kan være med?

Hvem kan være med i NotatWiki? 

NotatWiki henvender sig alle der har en levende interesse i verden omkring os, hvad der foregår lige nu, på nettet, og i hvad andre mennesker foretager sig.

Skal man godkendes af nogen? 

Nej, du kan oprette og redigere alle sider uden videre. Hvis du gerne vil engagere dig yderligere, kan du oprette dig som registreret bruger ved at klikke på linket 'Opret ny bruger' øverst på skærmen. Der er ingen central godkendelse af hvem der opretter sig som brugere, og der er mange fordele ved at være oprettet som bruger.

Hvad er fordelen ved at blive bruger? 

Der er flere fordele. Bl.a. kan du flytte (omdøbe) sider og uploade filer. Du kan også bogmærke sider, og modtage email, når dine bogmærkede sider ændres, eller når andre brugere skriver beskeder til dig. Du får også du din egen brugerside, som du kan anvende til at præsentere dig selv og dine projekter.

Koster det noget?

Koster det noget at være med? 

Nej, det er ganske gratis og vedbliver at være det. Alt indhold tilgængeliggøres, med mindre andet specifikt angives på den enkelte side, under en Creative Commons licens, der gør det ukompliceret at dele indhold i NotatWiki, uden at alle berørte ophavsrets-havere skal give deres udtrykkelige accept til det.

Det eneste det koster, er din lyst til at være en del af wikiens forpligtende fællesskab og den tid du investerer i den.

Hvordan gør jeg?

Hvad skal jeg gøre for at blive bruger?

Du opretter dig som ny bruger ved at vælge Opret ny bruger / login i øverste højre hjørne af skærmen. Fra login-siden kan du vælge et link til den side, hvor du kan oprette dig som ny bruger.

Hvad så bagefter?

Her er et par tips, der kan hjælpe dig igang med at bruge wikien :

Vent lige et øjeblik! Hvad nu hvis jeg ødelægger noget?

Du kan ikke ødelægge noget, da MediaWiki-softwaren er temmelig robust, og til enhver tid kan en sides indhold 'rulles tilbage' til en tidligere version, hvis der skulle ske fejltagelser. Så du kan trygt eksperimentere. Hvis du kommer til at eksperimentere på et uønsket sted, vil du i de fleste tilfælde allerhøjest modtage et venligt spørgsmål om hensigten med dit bidrag - og eventuelt blive henvist til Testområdet, hvor du helt frit kan eksperimentere.

Hvad nu hvis min tekst ikke er færdig?

Skillelinien imellem en privat og en offentlig tekst flyder ud i en wiki. Principielt er ingen tekstside nogensinde 'færdig'. Alle brugere af wikien blotter deres uvidenhed, stavefejl og fejlslutninger hele tiden. Hvis vi alle ventede på den helt store færdige tekst, ville der ikke være en wiki, men en samling individer med hver deres tekststumper på deres egne harddiske, som ingen andre havde gavn af. Det er sjældent artikler skrives som en 'færdig tekst' til wikien, langt oftere udvikler de sig over tid, som et repositorium for brugernes små nyttige tekststumper, der efterhånden gror sammen til noget mere sammenhængende. Men der er mange måder at bruge en wiki på - og din måde at anvende den på vil formodentlig ikke være den samme som min.

Er der ikke nogen der skal godkende mine rettelser?

Nej... for det meste. En wiki som NotatWiki fungerer bedst, når så mange som muligt redigerer wikiens indhold. Wikien udvikler sig kun, hvis du retter fejl du finder og er med til at gøre notaterne bedre. Selv små rettelser kan gøre en stor forskel. Føl dig derfor helt fri og frejdig til at redigere ethvert notat du mener trænger til forbedring!

Opret også gerne nye notater i wikien, ved at linke til dem fra eksisterende sider. Du skal ikke spørge nogen om lov før du redigerer - den vigtigste regel er, at der ikke er nogen regler!

Når alt dette er sagt, er der er en tæt social kontrol med wikiens indhold, der foretages af wikiens øvrige brugere. Hvis andre brugere mener at det du skriver er noget sludder, må du forberede dig på diskussioner af dine tilføjelser.

Hvad så hvis det er en andens tekst, som jeg retter?

Det virker erfaringsmæssigt temmeligt intimiderende for de fleste, der møder en wiki for første gang, at redigere en tekst skrevet af nogen de ikke kender. Den bedste medicin imod dette er som regel at kaste sig ud i det, og ikke fokusere så meget på hvem der har skrevet teksten, men på hvad der rent faktisk står og hvordan det forstås.

Der er lidt af en social arv, som vi må vænne os lidt af med, for at kunne anvende en wiki. Vi er fra ganske små vænnet til, at en tekst eller et andet udtryk er 'nogens', dvs. at der er ejendom til et tekstligt eller andet udtryk. Du træder ikke 'tekstens forfatter' over tæerne, hvis han eller hun ikke kan lide dine rettelser - du arbejder for at gøre teksten bedre, sprogligt og indholdsmæssigt. Hvis teksten rent faktisk bliver bedre af rettelserne, så kan de fleste se det.

Hvad nu hvis man ikke kan blive enige?

Hvis to artikelforfattere eller redaktører endelig skulle blive voldsomt uenige om udlægningen af et notats tekst (og ikke kan blive enige ved fælles diskussion), er der ikke noget i vejen for at oprette to divergerende sider i wikien om emnet.

Hvordan kan man se hvem der har skrevet hvad?

Man kan ikke på en tekst umiddelbart se hvem der har skrevet hvad. Hver side i wikien har sin egen historik, der tæller alle versioner af en side, hvor enhver kan se hvilke brugere, der har foretaget hvilke rettelser.

Da det ikke er praktisk at undersøge historikken for hver eneste redigering er det kotyme at underskrive dine noter og beskeder til andre brugere på kommentarsider, for at de umiddelbart kan se hvem de får beskeder fra. Dette gælder især diskussioner, hvor andre brugere kan læse med over skulderen og senere finde rede i hvem, der skrev hvad.

Men, men, men...

Hvad forhindrer andre i at stjæle og manipulere mine idéer, hvis jeg lægger en tekst eller et projekt op? 

Principielt intet. Det er faktisk selve formålet med en wiki at dele idéer og informationer, og det er en forudsætning for at wikien fungerer, at enhver bruger automatisk kan redigere og manipulere en given tekst. Filosofien er, at jo flere hænder en tekst eller en idé passerer igennem, jo rigere og desto bedre bliver teksten - og desto bedre skaber vi kontakt til folk, som vi kan lære noget af og arbejde sammen med.

Vores Creative Commons licens tillader fri udnyttelse af wikiens indhold, så længe alle berørte brugere krediteres og at alt hvad der anvendes også i den nye kontekst tilgængeliggøres på samme vilkår.

Men internettet er jo fyldt med plattenslagere, som ikke har en skid respekt for alle de fine idéer? 

Det er rigtigt. Vi er generelt ikke så bange for, at folk vil stjæle vores idéer. Hvis nogen forbryder sig imod NotatWikis Creative Commons licens, er wiki'ens tidsstempel god dokumentation for, hvem der først har offentliggjort en idé eller en tekst. Jo flere, der har kendskab til, at du står bag en bestemt idé eller et bestemt projekt, desto mere afskrækkende er det at kopiere den ryggesløst - da du jo da har god dokumentation for, hvem der har fundet på den først.

Derudover tror vi ikke at vores jobsikkerhed, velfærd eller indtægtsmuligheder er bundet til een enkelt idé, en enkelt tekst eller et enkelt værk. Den består derimod i, at være og fortsat blive gode til det vi gør - således at det er vore evner til at udklække nye idéer, navigere i informationssamfundet og gøre det vi nu gør, godt, der gør os efterspurgte.

Men det er jo mine tekster - jeg vil ikke have, at folk skal redigere mine ting! 

Hvis du er alvorligt bange for hvad der sker med din tekst, skal du som udgangspunkt ikke anvende NotatWiki til at offentliggøre dine idéer, tekster eller projekter. Men wiki'ens frihed til at redigere er ikke det samme som carte blanche til at te sig uden omtanke eller respekt for andre brugere.

Det er &%!""!% IRRITERENDE at der er links til ting der ikke eksisterer. Det giver absolut ingen mening! 

Det er faktisk hamrende vigtigt at links til endnu ikke-eksisterende sider hele tiden oprettes i en wiki. Når flere sider 'peger på' en ny side optræder den på listen over ønskede sider. Dermed kan alle der ved noget om det pågældende emne straks se at den mangler, og senere oprette den.

En wiki er et kollaborativt site - det er hele tanken bag. Links er ikke 'døde' - men levende pile der angiver den retning som wikien skal udvikle sig i. Hvis du kan vende din opfattelse af teksten som et 'færdigt produkt' til teksten som en 'proces' - så er du nået meget langt. Det kan udmærket tage et års tid at vænne sig til denne tanke, hvis man er vant til det andet.

Senere vil det sandsynligvis falde dig naturligt, at links er muligheder, snarere end endegyldige destinationer. Mange der er blevet 'ramt' af wiki kommer med tiden til at tilføje wikilinks næsten pr. automatik, og tager sig i at gøre det selv i emails og i powerpoint-præsentationer. Så bliver man nærmest lidt irriteret af at surfe på et 'normalt' website, hvor man ikke selv kan redigere, når man støder på fejl og lignende.

Personal tools