Hvid mands byrde
Fra NotatWiki
Historien om hvordan godt og vel 800 kasser ammunition og forsyninger blev en klods om benet på Stanleys sidste store Afrika-ekspedition — Undsætningen af Emin Pasha 1887-1889
[rediger] Den ny imperialisme
Siden europæerne i 1500-tallet etablerede handelsstationer langs Afrikas kyster i forbindelse med kolonialiseringen af Amerika og Indien, havde ingen europæere før ca. 1800 udforsket det indre af Afrika. Store vanskeligheder var forbundet med rejser ind på kontinentet, alene på grund af svært ufremkommelig vegetation og geografi. Derudover gjorde tropevarmen, vilde dyr og fjendtlige indfødte stammer, og ikke mindst ukendte sygdomme som malaria, udforskningen til en ikke blot vanskelig, men også livsfarlig affære. Kun få gjorde forsøget. Det politiske Europa havde desuden svært ved at finde grunde til overhovedet at have besværet. Afrika virkede fattigt på de ædelmetaller og krydderier som europæerne tragtede efter, og som fandtes i rigt mål i de indianske kulturer i Amerika, og i Asien.
Men den rivende udvikling på alle planer, der fulgte den industrielle revolution, gjorde snart op med den opfattelse. I et omfang der skulle føre til en ny imperialisme, hvor de europæiske magter kæmpede indædt om herredømmet over Afrika, som de århundreder tidligere havde kæmpet om herredømmet i Den Nye Verden.
Udviklingen inden for transport, kommunikation og våbenteknologi gjorde i første omgang mulighederne for rejser og ekspeditioner i det indre Afrika bedre. Udviklingen indenfor videnskaben, først og fremmest vacciner, gjorde tropesygdomme til en faktor man kunne om ikke beherske, så i det mindste bekæmpe. Samtidig opstod der en række incitamenter til en fornyet interesse i "Det Mørke Kontinent".
Arabiske stammer havde igennem århundreder opbygget en handel med især elfenben og slaver, og gradvist bevæget sig sydpå og fortrængt eller blandet sig med de indfødte afrikanske stammer. En stigende efterspørgsel i Europa på det såkaldte "hvide guld" gjorde i 1800-tallet lykkejægere og forretningsforetagender opmærksomme på de økonomiske muligheder i Afrika.
Den videnskabelige verdensopfattelse der fulgte oplysningstiden, skabte en trang til at forstå og kortlægge verden; troen på at alt i verden kan forklares videnskabeligt. Troen på fremskridt ved oplysningens og den rationelle fornufts hjælp. Det uopklarede, som Afrika kom til at stå for, blev en evig kilde til spekulation og fascination for videnskabsfolk og eventyrere til hobe.
Missionærer og humanister ønskede at bringe lys og fremskridt ved at kristne de vilde, og frem for alt at sætte en stopper for slavehandelen og det hedenske barbari. Den udbredte opfattelse var at nogle folkeslag er bedre end andre, og at det da er disse folks simple pligt at bringe lys og fremskridt til mindre priviligerede racer. En opfattelse der fandt sit subtile udtryk i Kiplings berømte digt "Hvid Mands Byrde", der er kommet til at stå som indbegrebet af den vestlige imperialisme.
De rejsende i Afrika vendte tilbage til Europa. Deres rejseskildringer i form af breve, dagbøger, videnskabelige rapporter, nye kort, avisskriverier og romaner, nåede ud til en bred skare. Omfanget af udgivelserne voksede og nåede efterhånden ud til ikke blot de elitære meningsdannere, men også den brede befolkning. De bedst sælgende blev oversat til flere sprog, og var i høj grad med til at sætte den imperialistiske dagsorden.
Den stigende nationale selvbevidsthed i Europa gjorde efterhånden politikere og statsoverhoveder nervøse for at miste indflydelse og sakke agterud i udviklingen. Snart efter eventyrerne og missionærerne fulgte soldater, forretningsfolk og administratorer. Afrika blev delt de europæiske magter imellem. Det er en blodig historie, som der er skrevet mange bøger om. Det følgende handler om et enkelt af kapitlerne i den historie; ekspeditionen til undsætning af Emin Pasha, den egyptiske guvernør i Ækvatoria.
Det virkelig interessante ved europæernes togter til Afrika, er ikke den trivielle historie vi har hørt i skolen; om de onde europæiske imperialister og de underkuede, udbyttede afrikanere. Det er derimod det kulturclash af dimensioner som europæernes møde med Afrika indebar. Det gik ikke kun den ene vej. På papiret vandt europæerne. Men Kiplings tankegods kom meget hurtigt til kort i urskoven. Europæerne i Afrika blev meget hurtigt nødt til at tilegne sig afrikansk skik og brug, eller gå under og dø som fluer. For mange europæere blev mødet med Afrika et stævnemøde med døden i et djævelsk, grønt, hedt og ubegribeligt inferno.
[rediger] Stanley
Henry Morton Stanley (1840-1904) befinder sig midt i denne malstrøm. Hans bemærkelsesværdige liv fortæller hele den ny imperialismes historie, bedst fortalt af Richard Hall, "Stanley. An Adventurer Explored". Hall afdækker omhyggeligt Stanleys komplekse personlighed, der må siges at være mindst lige så sammensat som den tid han levede i. På een gang rebel og samfundsstøtte. Udstødt og respekteret. Besat af et ønske om at blive accepteret, af det samfund der afviste ham som fantast og drømmer; og af de kvinder som afviste ham og gang på gang drev ham igennem "Det Mørkeste Afrika" med en vildskab og målbevidsthed som ikke lod sig tæmme. På een gang kærlig faderfigur og disciplinær straffende engel for sine sorte bærere; på een gang rettroende kristen og blodsbroder med utallige stammehøvdinge og kong Leopold II af Belgiens forlængede arm.
Stanleys dåbsattest viser navnet John Rowlands. Han blev født under fattige kår i Wales i 10. juni 1840[1], og hans turbulente familieforhold gjorde at han tilbragte det meste af sin barndom på en opdragelsesanstalt. Som 15-årig stak han til søs, og ankom til New Orleans, hvor han blev adopteret af en velhavende købmand, hvis navn han antog. Han deltog i den amerikanske borgerkrig først på sydstaternes side, men skiftede side efter et kort visit i en af nordstaternes fangelejre.
Krigen blev Stanleys indgang til en karriere som freelance reporter; som krigskorrespondent under indianerkrigene. Stanleys blomstrende og let satiriske sprog, og hans veludviklede fornemmelse for menneskelig psykologi, gjorde ham i løbet af få år efterspurgt af de store dagblade. Hans artikler spillede på følelser og indtryk, frem for kedsommelige fakta. Hans ligefremme og i nogle øjnes svulstige stil var lige så populær hos jævne læsere, som den var foragtet af eliten. Som korrespondent for The New York Herald vandt han for alvor berømmelse, da han i 1871 blev bedt om at finde den engelske opdagelsesrejsende Livingstone, der i lang tid ikke havde ladet høre fra sig. Det Engelske Geografiske Selskab troede ham død. Stanley fuldførte opgaven; han fandt som bekendt Livingstone, men idet Livingstone ikke vendte med tilbage, blev der sået tvivl om sandheden af hans udsagn. En ydmygelse Stanley aldrig helt forvandt.
[rediger] Ekspeditionen til Emin Pashas undsætning
Briternes interesse i en direkte vej til Indien, skabte igennem sidste halvdel af 1800-tallet et ufrivilligt afhængighedsforhold til Egypten, der efter adskillige blodige opgør kom under britisk kontrol. Briterne indsatte en marionetregering, men arvede samtidig de sudanesiske provinser. Det sydlige Sudan var erobret af Egypten allerede før 1860, men var under pres fra den selv-proklamerede Mahdi, som fra begyndelsen af 1880'erne udbredte sit islamisk-fundamentalistiske oprør i Sudan. Adskillige forsøg på at sætte Nilområdet under administration og finde Nilens udspring, fik et foreløbigt punktum med General Gordons fald ved Khartoum i 1885.
Gordons guvernør i Ækvatoria, Emin Bey, blev ladt tilbage i hjertet af Afrika, med en lille garnison soldater og en række handelsstationer langs Nilen og Lake Albert. Han ønskede i lighed med Gordon heller ikke at trække sig, men så istedet en mulighed for britisk herredømme over hans provins. Herefter fulgte en længere brevveksling imellem Emin, missionærerne i området og den engelske guvernør på Zanzibar. Breve til England med bøn om hjælp.
Politisk ønskede den britiske regering ikke at træde til. Det var ganske enkelt ikke besværet værd. Man havde i forbindelse med belejringen af Gordon forsøgt en lignende halvhjertet redningsekspedition, som endte i katastrofe. Den engelske udenrigs- og førsteminister Lord Salisbury (1830-1903), var desuden ikke særlig interesseret i yderligere koloniale forpligtelser. Man havde sikret Suez-kanalen og vejen til Indien ved at gå ind i Egypten, og det var det. Desuden var man netop ved at lægge sidste hånd på en aftale med tyskerne om ikke at strides om Østafrika. Det ville være at stramme skruen at sende militær afsted til området i samme åndedrag. Derudover gik der rygter om at Emin var født og opvokset i Tyskland, hvad der også var korrekt, selvom han siden da havde levet et liv mindst lige så omtumlet som Stanleys. Dette fik Lord Salisbury til at overveje at give den tyske regering et hint. "I think the Germans should be placed in possession of our information. It is really their business, if Emin is a German".[2]
Men folkestemningen ville det anderledes. Emins breve og avisskriverierne igennem 1886-87 skabte et billede af Emin i en prekær situation der lignede Gordons ved Khartoum. Emin var guvernør for en lille civiliseret enklave under belejring af barbariske, arabiske stammer, præcis ligesom Gordon havde været det. Det ville være en svinestreg uden lige hvis man også denne gang ignorerede råbet om hjælp til det var for sent, genlød den offentlige mening til støtte for en redningsekspedition.
Men den britiske regering stod fast. Der kom ikke nogen militær ekspedition afsted finansieret af den britiske regering. Dog, lød det diskret i korridorerne, man så intet til hinder for en ekspedition i privat regi. Kredsen omkring den skotske skibsreder og forretningsmand William Mackinnon besluttede derfor under opbakning af folkestemningen, at iværksætte en privat finansieret ekspedition, der skulle komme Emin til undsætning. Det filantropiske incitament "at redde Emin", hang altså nøje sammen med den mulighed for national genrejsning som situationen tilbød.
Som leder for ekspeditionen kunne ingen andre end Stanley komme på tale. Han havde ikke blot i sin tid fundet Livingstone; han havde siden rejst tværs igennem Afrika imod alle odds, for at fuldføre Livingstones arbejde med at kortlægge de store søer ved Nilens og Congo-Aruwimi-flodens udspring. Derefter havde han af Belgiens Leopold II fået til opgave at kolonialisere de nyopdagede Congo-egne. Men hans arbejde for at realisere idealerne om at skabe en frihandelsstat i Congo-området blev gjort til skamme. Aftaler han havde kæmpet for at indgå med de indfødte høvdinge, blev tilsidesat for brutal kommerciel udnyttelse af området. Han havde forladt Afrika desillusioneret og skuffet. For Stanley var ekspeditionen en ny chance for at vende tilbage til Afrika og udrette noget stort.
[rediger] Den hvide mands bagage
Der var store forventninger til ekspeditionens resultater. Ekspeditionen var den hidtil største og bedst udrustede af alle Afrika-ekspeditioner, og med "the greatest of all African explorers" bag roret, kunne den ikke andet end bringe store ting med sig. Folk stod i kø for at deltage, eller for at sponsorere udstyr og forsyninger. Stigende omkostninger og konkurrence gjorde det til en god forretning at få gratis reklame ved product placement i en begivenhed, der havde så stor offentlig interesse. Fortnum & Masons leverede 40 kasser udsøgte provisioner, Burroughs & Wellcome leverede 9 kasser medicin og førstehjælp, og det engelske telegrafkompagni tilbød at sende ekspeditionens telegrammer til halv pris, ligesom andre sponsorer bidrog. Dertil kom 50 Winchester rifler, 500 Remingtons, håndvåben, 2 ton krudt og 150.000 skud ammunition. Samt et Maxim maskingevær, doneret til ekspeditionen af opfinderen, på krigsministeriets bekostning. Opfinderen mente, at bare en demonstration af våbenet ville have en præventiv virkning på fjendtligheder fra de indfødte stammer...
Derudover lykkedes det at overtale den egyptiske regering til at være med til at finansiere ekspeditionen; i det håb at de slap for yderligere besværligheder med den sudanesiske provins, som kun var en økonomisk belastning. Den egyptiske regering bidrog med £10.000, samt det meste af den ammunition som skulle bringe Emin i stand til at forsvare sig selv. Af andet udstyr kan nævnes en transportabel båd, The Advance, som kunne skilles ad og samles igen efter behov, samt telte og køkkengrej indkøbt efter Stanleys præcise anvisninger. "En stegepande skal være præcis 9 inches i diameter"...
En leder i The Times opsumerede den typiske begejstring. Emins position var ikke blot en mulighed for at genrejse den nationale ære, men også "a powerful check to the slavetrade there and a strong encouragement of legitimate industry and commerce".[3] Mackinnons 'Relief Committee' blev nok dannet på baggrund af den filantropiske bølge i offentligheden, men ikke mindst fordi ikke blot The Times, men også Mackinnon og hans støtter så de kommercielle muligheder i ekspeditionen. Mackinnon søgte efter en indgang til at kickstarte sit handelsimperium inde på kontinentet, og Emins situation virkede som en oplagt mulighed. Rygter om store mængder elfenben i Emins besiddelse til en værdi af ikke mindre end £60.000, gav desuden en forventning om at ekspeditionen kunne blive en god forretning i sig selv. Endnu inden Stanley er nået frem til Emin, og imens europæerne i Afrika slås med umådelige vanskeligheder, ligger komitéen i lange og svære forhandlinger via udenrigsministeriet med den egyptiske regering om hvordan fortjenesten kan gøres op!
[rediger] Leopolds grå skygge
Den britiske regering var altså ikke interesseret i at støtte ekspeditionen. Det var en anden europæisk magt imidlertid. Leopold II af Belgien havde ambitioner om et stor-Congo til Nilen. Stanley var formelt set stadig på den belgiske konges lønningsliste, og Leopold foreslog derfor at ekspeditionen tog Congo-ruten vestfra, istedet for den mere nærliggende rute fra østkysten (se kortet). Stanley skulle da udforske det indre Congo og afdække de geografiske problemer forbundet med en udvidelse af Leopolds Congo. Til gengæld for besværlighederne ved den noget længere rejserute ville han stille Fristaten Congos floddampere til fri rådighed for ekspeditionens første halvdel af rejsen.
Stanley indvilgede; hvad der skulle vise sig skæbnesvangert. Men Leopolds ønske lå sandsynligvis i forlængelse af Stanleys egne ambitioner. Ikke blot var han i Leopolds tjeneste. Han havde også et længe næret ønske om at fuldende sin mentors værk; at gøre Livingstones arbejde færdigt, og endeligt afdække Congo-flodens forbindelse til Nilen. Livingstone døde i den overbevisning at de to floder havde det samme udspring. Det mente Stanley ikke, men han måtte udforske disse sidste uløste spørgsmål hvad kontinentets geografi angår. Ikke mindst for endeligt at blive accepteret på lige fod med Livingstone i det Det Engelske Geografiske Selskab.
[rediger] Længslen efter eventyr og identitet
De 7 øvrige europæiske ekspeditionsdeltagere blev udvalgt blandt over 400 håbefulde ansøgere. Antallet siger noget om den offentlige interesse og prestige der var forbundet med ekspeditionen og Stanleys tidligere bedrifter. Men ingen af de enkelte deltagere havde nogen personlig interesse i Emin Pasha, og havde ikke den dybere kendskab til de komplicerede motiver bag ekspeditionen. Med ekspeditionens næst-kommanderende Major Edmund Barttelots ord. så var han "just some chap who wanted to get out of Africa and couldn't".
To af ekspeditionsdeltagerne, den unge "gentleman of leisure" Arthur Mounteney-Jephson, og den blide naturelsker og storvildtsjæger James Jameson, måtte selv bidrage med 1.000 pund for at blive udtaget til ekspeditionen. Endvidere måtte alle deltagerne underskrive strenge kontrakter, der indebar at de ikke måtte udgive skildringer af forløbet før et halvt år efter at Stanleys officielle værk om ekspeditionen var udgivet. Et yderligere vidnesbyrd om den kolossale interesse der var for Afrika-udgivelser og de penge man kunne tjene på dem.
Det var først og fremmest eventyret der lokkede. Men det er nok et eventyr som indebærer mere end blot eksotiske oplevelser i de varme lande. Neil Youngs betoner i "Travellers in Africa", der er en socialhistorisk analyse af forskellige Afrika-ekspeditioner, især de sociale forhold i England, som var under forandring, og de Afrika-rejsendes forhåbninger om forfremmelse indenfor hæren, eller forbedret social status. De unge overklassemænd søgte med andre ord en bekræftelse i social status og identitet, som de ikke kunne finde i et England truet af industrielle og kommercielle forandringer. At rejse ud betød udover eventyret, også at blive bekræftet i sin europæiske identitet, netop i mødet med det fremmede.
[rediger] At stryge sine skjorter
Længslen efter eventyret, der også er en længsel efter selvbekræftelse. er et gennemgående tema i rejse-skildringerne fra Afrika. Dagbøgerne fra ekspeditionerne bærer præg af en meget nidkær bevidsthed om de europæiske værdier i fht. Afrika. Det er også et tema man genfinder i den samtidige forfatter Joseph Conrads hovedværk "Heart of Darkness"; på foruroligende psykologisk manér. Conrad havde selv rejst i Afrika, som skipper på en belgisk floddamper, og romanen fortæller historien om en ung mand der rejser ind i hjertet af Afrika, for at finde den forsvundne Kurtz, kun for at opdage at Kurtz er bukket under for den massive mentale påvirkning fra det grønne helvede og de vilde barbarer. Han har på det nærmeste mistet sin sjæl. Kun ved nidkært at fastholde europæiske vaner, såsom at stryge sine skjorter, selvom det virker omsonst midt i urskoven, kan man håbe på at beholde sin forstand og sin identitet.
Men Stanley selv er indbegrebet af Youngs' tese. Han var opvokset på et børnehjem under kummerlige sociale vilkår og hele hans liv synes at være en søgen efter anerkendelse og respekt, en bekræftelse af hans identitet. I Afrika kunne Stanley udøve en autoritet og sikkerhed i sig selv som han ikke kunne i Europa, hvor snærende sociale bånd og normer satte håndfaste grænser for ham. Afrika blev for Stanley den kilde til "europæisk" identitet, han ikke kunne finde i Europa.
[rediger] En lus imellem to negle
Ekspeditionen kom afsted. Med et enkelt stop i Cairo, hvor Stanley fik de sidste rygter om Emins position i Ækvatoria, og bl.a. fik syet et pænt sæt tøj til ham, under den antagelse at hans eget måtte være i laser. Stanley kendte ikke Emins mål, men havde hørt at han var høj og tynd, så det fik skrædderen også at vide. I Cairo hyrede Stanley desuden den unge irske læge Thomas Parke, som var udstationeret for hæren i Alexandria. Et intuitivt godt valg, for Parkes medicinske evner og omhu skulle et års tid senere være stærkt medvirkende til at redde Stanleys eget liv; dødssyg af malaria og betændelse.
Udgangspunktet for Afrika-ekspeditioner på den tid var uomtvisteligt øen Zanzibar, ud for Østafrikas kyst. På Zanzibars gedemarkeder kunne supplerende udstyr indkøbes og de sidste nye informationer opsnappes. Og vigtigst af alt, der kunne forhandles om bærere med de mange høvdinge som strømmede til øen for at gøre sig gode venner med englænderne og gøre gode forretninger. Og mange bærere skulle der til, med de allerede omtalte mængder af ammunition der skulle fragtes igennem junglen. På Zanzibar møder Stanley en gammel bekendt; den arabiske høvding og notoriske slavehandler Tippu-Tib, der fornyligt har kunnet føje en ny titel til sit curriculum vitae; administrator for det ellers så humanistiske projekt Fristaten Congo. Tippu-Tib havde som så mange andre klemte afrikanske ledere valgt en samarbejdslinie, for dog at have nogen indflydelse på de forandringer som var undervejs, hvad enten han ville dem eller ej. Men han var som en lus mellem to negle; europæerne, begærlige efter land og elfenben, når de ikke ligefrem prædikede det filantropiske projekt, og hans yngre afrikanske kolleger, der var mere skånselsløse, og mere uvillige til at lægge gamle traditioner som slavehandlen på hylden, end han selv.
Da ekspeditionen forlod Zanzibar, med kurs mod Fristaten Congo, bestod den af Stanley og hans 8 europæiske officerer, 620 Zanzibarier, 60 Sudanesere hyret i Egypten, samt 12 Somaliere. Dertil kom Tippu-Tib med følge; godt og vel 100 mennesker inkl. hans harem bestående af 35 koner.
[rediger] Ankomst til Congo: "Hvad for en ekspedition?"
Valget af rejserute viste sig afgørende for ekspeditionens færd. Congo-ruten gjorde rejsen flere tusind mil længere, hvilket til dels skulle udlignes ved transport med Fristatens dampskibe på floden Congo. Men da ekspeditionen langt om længe ankommer, støder den på sine første vanskeligheder. Fristaten Congo har ikke hørt noget om nogen ekspedition, og de floddampere som Stanley var blevet lovet er i brug andetsteds. Ekspeditionens ankomst kommer som en stor overraskelse for mange af Congo-statens embedsmænd, hvilket siger en del om de dårlige kommunikationsveje mellem Afrika og Europa.
Stanley tager dog ikke et nej for et nej. Efter megen overtalelse og magtanvendelse lykkes det ham at "låne", hvilket vil sige at bemægtige sig, en række floddampere fra de lokale missionsstationer, der således bliver ladt uden transportmidler. Stanley sikrer sig enddog at eventuelle klagebreve opsnappes, og således ikke kommer afsted før ekspeditionen er vel på vej.
Men den erhvervede flåde står ikke mål med den forventede transportevne, og medfører at en større del af ekspeditionen må marchere med bærere og oppakning langs flodbredden. Allerede her bliver ekspeditionen delt i flere led, ofte adskilt af flere mil imellem sig. Ekspeditionen besværes yderligere af de mange vandfald ved Congoflodens udmunding, som gør indsejlingen til floden utroligt vanskelig. Stanley havde tidligere på konferencer i Europa betegnet Congo-floden som Afrikas hovedvej, men endnu et stort arbejde forestod for at realisere den drøm. Planerne om en jernbane var kun lige akkurat i deres vorden. På trods af at Leopold til stadighed postede sine sparepenge i at gøre en stat ud af dette uvejsomme område, var Fristaten ubehjælpsomt trængt for økonomiske midler; på fallittens rand.
Ekspeditionens uventede march de 1000 mil op ad Congo-floden kostede kræfter og ressourcer, og i sidste ende menneskeliv. Hele regionen var allerede måneder forinden ekspeditionens ankomst ramt af hungersnød, og derfor fattigt på føde, delvist pga. arabiske banders hærgen efter slaver og elfenben. Dette betød for det første at alle ekspeditionens deltagere måtte leve på skrabede rationer, og for det andet at en del af de sorte bærere, som for det meste var tidligere slaver eller straffefanger, benyttede enhver lejlighed til enten at desertere, eller at skaffe sig mad og forsyninger ved at plyndre nærliggende landsbyer. Begge dele betød yderligere vanskeligheder. For det første ubehageligheder fra de plyndrede stammer, som bestemt ikke lå inde med føde i større mængder. Og slet ikke nok til at brødføde en ekspedition på 5-600 mand. For det andet mistede bærere, deserterede eller døde af sult eller sygdom. Blot en måned efter ekspeditionens start havde man mistet hele 57 mand.
De indledende vanskeligheder giver næring til splid og intriger indbyrdes imellem europæerne. Det kommer til flere konflikter mellem Stanley og flere af hans officerer, hvor Stanleys følge får syn for det spirende raseri, der lurer bag Stanleys påtagne lakoniske humor. Mest udtalte bliver konflikterne med ekspeditionens næstkommanderende, Major Edmund Barttelot. Her kan man nærmest tale om ondt blod. Barttelots stolthed og klassebevidsthed gjorde at han betragtede Stanley som hans sociale underlegne, mens Stanley på den anden side kun anså Barttelot for at være en opblæst, arrogant overklassedreng. Især Barttelots utålmodighed overfor de sorte bærere gjorde ondt værre. Selv de øvrige europæiske officerer var chokerede over de stærkt racistiske holdninger, som Barttelot luftede i tide og utide. Zanzibari'erne gav ham øgenavnet "M'tu Menu" -"manden der viser sine tænder"... Stanley tog ofte Zanzibariernes parti i skænderier med de hvide officerer, og så iøvrigt ud til at befinde sig langt bedre i selskab med de sorte end blandt sine europæiske ledsagere. Her kunne han være den ubetingede leder og faderfigur. Han holdt sine planer for ekspeditionen for sig selv. "As a leader of men I could not hob-nob with my officers ... I have had no friend on any expedition, no-one who could possibly be my companion, on an equal footing, except while with Livingstone... My only comfort was my work. To it I ever turned as to a friend"
Tabet af bærere betød tab af transportmuligheder. Færden igennem den uigennemtrængelige og dystre jungle ikke blot sænkede ekspeditionen, men skabte et alvorligt praktisk problem : Transporten af de mange kasser ammunition til Emins undsætning. Stanley traf derfor en rask, men fatal beslutning. At dele ekspeditionen op ved Yambuya. Halvdelen af ekspeditionen skulle efterlades for at afvente bærere. Tippu-Tib havde ladet sig overtale af Stanley til at levere 600 bærere til bagtroppen til gengæld for ammunition. En fortrop bestående af de mest raske og pålidelige bærere skulle, under ledelse af Stanley og halvdelen af de øvrige europæere, trænge igennem regnskoven med stormskridt, for at komme Emin til undsætning så hurtigt som muligt. Han formodedes at være i en slem knibe.
Stanley forsøger at overtale den lokale høvding i Yambuya til at sørge for sine syge og sårede, og iøvrigt give føde og husly til bagtroppen, indtil han vender tilbage igen. Da forhandlingerne, overraskende nok, får et negativt udfald, iværksætter han et raskt angreb på landsbyen, der således erobres, men også lader bagtroppen i en prekær situation, omgivet af fjendtlige indfødte; uden åbenbar adgang til de livsnødvendige føderessourcer.
Stanley regnede med at han kunne være tilbage i Yambuya for at hente resten af ekspeditionen, indenfor få måneder. Men han tog fejl. Og ikke blot på dette punkt. Stanley besluttede for det første at overlade kommandoen over bagtroppen til Barttelot, som det var tydeligt for enhver, at han ikke havde tillid til. For det andet stolede hverken Stanley eller Tippu-Tib på den anden, og det viste sig at Tippu-Tib enten ikke kunne eller ville levere varen. Tippu-Tib forventede ammunition til gengæld for at levere bærere, men Stanley var ikke tilstede til at overholde sin del af aftalen. Og selvom Tippu-Tib var så behjælpelig som muligt overfor Barttelot, så var Barttelot ikke til sinds at udlevere den sparsomme ammunition, som skulle bruges til at forsvare bagtroppen imod angreb fra de forurettede indfødte.
Bagtroppen kunne vente til døden indhentede den.
Stanley havde beregnet den geografiske afstand fra Yambuya til Lake Albert forkert. Der viste sig at være ca. dobbelt så langt som forventet. Denne del af rejsen var desuden uudforsket land. Den massive og uigennemtrængelige Ituri regnskov havde aldrig før været krydset af europæere. Mange indfødte stammer i området havde aldrig før set en hvid mand.
Fortroppen måtte for det første kæmpe mod fjendtlige stammer. Der kunne ikke handles med de indfødte. Alt skulle bemægtiges med magt, hvilket kostede liv og... ammunition. Den ammunition som skulle komme Emin Pasha til undsætning. Dertil kom sygdomme. Sumpenes malaria, og de barfodede bæreres udsathed overfor forgiftede pigge i skovbunden, som var sat op af de fjendtligt indstillede indfødte for at hindre de ubudne gæster. Der hvilede en dyster stemning af død over hele ekspeditionen, nærmest som en forbandelse; psykologisk forstærket af at næsten intet dagslys trængte igennem regnskovens tætte bevoksning.
[rediger] Hvid mands byrde... en klods om benet
De mange kasser ammunition og forsyninger til Emins undsætning, blev altså hurtigt ekspeditionen en klods om benet. De bærere som Tippu-Tib efter mange måneder endeligt skaffede, var dels utilstrækkelige, og mente dels at de var hyret som bevæbnet eskorte, og nægtede ergo at bære mere end en riffel og en vadsæk. Bagtroppens leder, Major Barttelot, endte med at pakke kasserne om, og sende størstedelen tilbage til kysten.
Barttelots militære skoling og victorianske opdragelse; slavisk at følge sin "chain-of-command", blev bagtroppen slemt til ulempe. Han var ganske enkelt ude af stand til at træffe en selvstændig beslutning under de fremmede og aldeles fjendtlige omstændigheder. Men dybest set virker han som et offer. Ekspeditionen var lagt an som en militær rednings-ekspedition, mens der for Stanley og hans arbejdsgivere Mackinnon og Leopold II var et væld af komplicerede motiver bag. Dybest set var Stanleys beslutning om at overdrage kommandoen til Barttelot uansvarlig, set i lyset af Battelots manglende kompetence, og det alt for sparsomme informationsniveau Stanley og de europæiske officerer imellem.
Barttelot ville følge ordrer, og forventede at hans egne ordrer blev fulgt. Stanley havde efterladt en ordre om at vente på bærere. Da det viste sig ikke at kunne lade sig gøre, valgte Barttelot at telegrafere efter ordrer fra England, dvs. sende en mand 5-600 mil ned til kysten med blot det ene formål... Da der endelig kom svar, var ordren at holde sig til Stanleys ordre. Men da var katastrofen indtruffet. Lejren hensygnede ganske langsomt, og mere end 2/3 af bagtroppen i Yambuya omkom ganske enkelt af sult, sygdom, eller som følge af interne stridigheder og de uhyrlige afstraffelsesmetoder, som blev indført for at forhindre tyveri og deserteringer.
Barttelot var selv een af de omkomne, selvom hans egen død mere kan tilskrives et hidsigt temperament og en håbløs intolerance overfor de sorte bærere. En sen aften blev han skudt ned, da han ville standse et muntert lag blandt de indfødte. - De generede hans nattesøvn...
[rediger] Keeping up Appearances
Barttelots manglende evne til at tage en selvstændig beslutning i det barbariske fremmede, synes ikke enestående. I de forskellige fremstillinger af ekspeditionen, først og fremmest Iain R. Smiths detailstudium, er der en foruroligende tendens for langt størstedelen af ekspeditionsdeltagerne, til først og fremmest at opfatte og handle efter europæiske normbegreber. Hvad der i og for sig er ganske naturligt. Det foruroligende er at det koster dem livet, hvis de ikke er i stand til at tilpasse dem afrikanske omstændigheder.
Mødet med Afrika havde konsekvenser. At overleve under de fremmede og truende livsbetingelser i urskoven, indebar på den ene side at kaste alt hvad der hedder moral og humanisme overbord, for at kunne skaffe sig føde, medicin og ammunition; og det på afrikanske betingelser. På den anden side at opretholde en forestilling om Europa og det at være europæer, for stadig at skille sig ud; for at skabe distance til barbariet; for ikke at synke ned i den sorte malstrøm som Conrad beskriver så dæmonisk i "Heart of Darkness".
På denne måde fortæller de mange skildringer af ekspeditionen utrolig meget om hvad det vil sige at være europæer kontra afrikaner. Det er ikke bare de mange kasser der skal transporteres der bliver til ulempe. Det er også den mentale bagage; alle de forestillinger som europæerne gør sig om at være europæere, der bliver vendt op og ned på. Den typiske forestilling om den "hvide mands byrde" dvs. at bringe lys og fremskridt til underpriviligerede folkeslag, kommer hurtigt til kort. Det er europæerne der bliver psykologiske kastebolde i det grønne helvede.
Alt dette giver selvfølgelig mulighed for et hav af forskellige synsvinkler, i de historiske fremstillinger. Youngs er f.eks. optaget af at forklare hvordan sociale forhold i Europa var under voldsom forandring, mens Smith f.eks. søger at forklare ekspeditionen ved et mere traditionelt kildenært studium; som årsag-konsekvens.
Smith belyser begivenhederne med stor vægt på eksempelvis Tippu-Tibs selvbiografi; det skal selvfølgelig være med til at gøre hans fremstilling mindre eurocentrisk. Men bagved den sobre facade ligger en forloren humanistisk undertone. Han lægger diskret afstand til de hvide europæeres brutale og umenneskelige handlemåde, til fordel for en positiv skildring af såvel araber-høvdingen Tippu-Tib, som han kalder "en af de største begavelser og en stor strateg", og de indfødte, hvor han f.eks. med et skuldertræk forkaster ethvert forlydende om kannibalisme og rituelle henrettelser blandt de sorte indbyrdes.
Han forstærker det velkendte humanistiske billede af de hvide som skurke og de indfødte som ofre. Men der er et meget stort psykologisk aspekt som han glemmer. Joseph Conrad lægger i "Heart of Darkness" anderledes vægt på den galskab som møder de hvide europæere og den selvopretholdelsesdrift som gør dem i stand til at overleve.
En episode hvor en af bagtroppens efterladte europæere, storvildtsjægeren Jameson, iagttog og skitserede en kannibalistisk nedslagtning af en ung pige, vakte stor rædsel i den victorianske presse. Smith nævner knapt nok hændelsen. Men hvadenten hændelsen fandt sted eller ikke, er reaktionen påfaldende. For hvad Jameson kunne iagttage og skitsere på sin tegneblok, men ikke var i stand til at ændre ved, er i hjemlandet en forbrydelse. Også her er vi altså vidne til europæiske normbegreber som sættes ud af kraft fordi de afrikanske omstændigheder er anderledes.
Selvopretholdelsesdriften består i dette tilfælde, som også hos Conrad, ikke i at deltage i de indfødtes kannibalistiske ritualer, men i at holde afstand, ved eksempelvis at lave skitser på en tegneblok, eller ved systematisk at føre dagbog eller skrive breve, selvom post-gangen er slemt upålidelig. At opretholde en europæisk distance. Ord og begreber, videnskab, det er noget Afrika ikke har. Rene skjorter, benbeklædning, støvler. Det er med til at skille dem ud fra de splitternøgne indfødte, når mentaliteten og omstændighederne ikke længere gør det. Det kan redde dem fra at drukne i denne identitetsløse afrikanske malstrøm.
Jameson døde senere af Malaria; den selvsamme dag som Stanley endelig, efter at have "reddet" Emin Pasha, nåede tilbage til Yambuya for at samle resterne af bagtroppen op.
[rediger] Fortroppen
Fortroppen fik som nævnt hurtigt så store kontroverser med fjendtligtstillede stammer, at størstedelen af ammunitionen blev brugt endnu før de kunne undsætte Emin. At ekspeditionen overhovedet når frem, må tilskrives Stanleys formidable viljestyrke og lederevner, samt den ukuelige læge Thomas Parke, en af de få andre europæere der tilsyneladende var i stand til at holde en fuldstændig nøgtern, videnskabelig distance til barbariet omkring ham. F.eks. redder den unge læge en af sine europæiske kollegers liv, da denne rammes af en forgiftet pil, ved resolut at suge giften ud på stedet. Derudover passer og plejer Parke sin arbejdsgiver med kritisk omhu, da Stanley efter strabadserne må give fortabt til et angreb af malaria; og han redder dermed hans liv.
Ekspeditionen når efter månedsvis af prøvelser i regnskoven, frem til mere åbent land; Emins provins. Men idet ekspeditionen står ved bredden af Lake Albert, rejser spørgsmålet sig; hvor er Emin? Undervejs var der i europæernes bevidsthed, igennem de mange dystre prøvelser, opstået et billede af Emins provins som et slags mini-Europa, en civiliseret enklave under belejring af araberne. Nu viser det sig, at Emins egne garnisoner i mellemtiden har gjort oprør, og Emin holdes som fange af sine egne ansatte. Stanley kan knapt styre sit raseri; hvad er det for en guvernør, som lader sig piske rundt med af sine egne soldater? Situationen virker absurd. Ekspeditionen er knapt i stand til at bevæge sig ud af stedet, pga. de mange syge og sårede, og der er ikke nogen til at tage imod de mange kasser, som har kostet så mange menneskeliv.
Da ekspeditionen endelig finder Emin, og får forhandlet en ordning på plads med hans garnisoner, bliver det Emin der undsætter den, og forsyner de europæiske officerer med rene klæder og ny ammunition. Det viser sig, at der egentlig er rigeligt med fødevarer og medicin, og truslen fra Mahdi'en er godtnok i nærheden, men det har den jo været længe, og med lidt taktisk planlægning og forhandling er det sådan set lykkedes Emin at holde araberne på afstand. Desuden er det også lykkedes ham via et par handelsforbindelser at få ammunitionen til at strække længere. Ækvatoria forekommer Stanleys følge at være et slaraffenland i fht. de trængsler de måtte igennem for at undsætte den "hårdt trængte" provins.
Emin og Stanley kan trykke hinanden i hånden, og holde det historiske møde, hvor de deler den flaske god champagne, som Stanley med megen omhu har sikret sig at have med i bagagen. Da der falder ro på i Ækvatoria, marcherer Stanley tilbage til Yambuya, med et halvt års forsinkelse, og finder lejren hensygnet til døde. Her får han et raserianfald, fordi Barttelot i mellemtiden har pakket hans personlige ejendele om, og sendt dem ned til kysten. Og så går turen ellers tilbage til Emins provins endnu en gang. Stanley og hans hårdhudede hårde kerne af bærere gennemkrydser altså regnskoven ialt tre gange, hvilket må siges at være en fænomenal bedrift.
[rediger] At bringe trofæet hjem
Mackinnons idé om en handelsindgang til Østafrika blev forladt. Stanley fremførte sin arbejdsgivers tilbud om ansættelse til Emin, men forlod hurtigt forslaget igen, da han indså konflikten imellem dette tilbud og det at føre Emin i sikkerhed til kysten. At bringe trofæet med sig hjem.
Da Stanley 15 år tidligere fandt Livingstone, var der stor skepsis overfor hvorvidt denne amerikaner overhovedet havde gjort hvad han sagde han havde. Nemlig fundet Livingstone. Denne gang skulle der ikke være nogen tvivl. Stanley blev gradvist mere og mere irriteret over Emins nølen mht. at forlade Ækvatoria, som efter Stanleys begreber tydeligvis ikke kunne forsvares. Han besluttede at tage ham med magt. Emin skulle reddes, hvad enten han ville eller ej. At det var Stanley magtpåliggende at få Emin med sig, viser Emins dagbogsoptegnelser, hvoraf det fremgår at han følte sig som en fange. Stanley posterede f.eks. "vagter" ved Emins hytte, efter at han før var sluppet væk fra ham under det interne oprør i Emins provins månederne forinden. Men tydeligt nok for enhver var det, at disse "vagter" i lige så høj grad var fangevogtere.
Sagen var den, at Emin i virkeligheden ikke ønskede at blive "reddet". Han havde fundet det han søgte, i Afrika. Da Stanleys tålmodighed slipper op, og Emin bliver tvunget med til kysten, er det tydeligt at Emin kun forlader provinsen med den største modvilje.
Forhåbningerne om Emins lagre af elfenben blev godt nok indfriet, men ekspeditionens håbløse mangel på bærere gjorde at idéen om at transportere det ud til kysten hurtigt blev forladt. Selve Emins undsætning og eskorte til kysten ville blive prøvelse nok, selv uden adskillige ekstra ton dødvægt. De kommercielle forventninger til ekspeditionen blev således slemt skuffede. Det samme gjaldt de filantropiske forventninger i offentligheden, der i årevis efter kunne svælge i de lig i skabet som de offentliggjorte rejseskildringer og kontroverser efterfølgende afslørede. Den store festivitas og anerkendelse kunne ikke skjule de meget lidt konkrete resultater af ekspeditionen. Leopold fik ikke sit Congo-imperium til Nilen. Og Emin... han ville tilbage til sin provins.
Under den store festivitas på konsulatets regning, der følger ekspeditionens afslutning, vandrer Emin på mystisk vis ud fra et førstesalsvindue, og falder ned på gaden. Han havner på hospitalet. Nogle siger at han havde drukket. Andre, at han blot ikke kunne finde sine briller. Stanley og de øvrige europæere nægtes adgang til hospitalet; dagen efter viser det sig at Emin har taget hyre for "Der Kaiser", for straks efter sit hospitalsophold at vandre ind i junglen igen med tysk eskorte.
De eneste ambitioner der blev opfyldt, var Stanleys egne geografiske ambitioner. Ituri regnskoven blev gennemrejst og kortlagt. Det blev endegyldigt fastslået at Congo-Aruwimi-floden og Nilen ikke havde samme udspring, og det var så enden på det mysterium. Derudover opdagede Stanley Herodots legendariske Mountains of the Moon (Ruwenzuri-bjergene), som Livingstone forgæves havde søgt før ham. Men det er unægteligt et magert resultat i lyset af ekspeditionens betragtelige menneskelige omkostninger.
[rediger] Stanley og Emin
To personer der om nogen var i stand til at finde sig til rette dybt inde i det mørke kontinent, var Stanley og Emin. Forskellen imellem de to er ellers den der er mest iøjnefaldende, og kun Richard Hall gør faktisk den iagttagelse at deres ligheder er så meget desto mere påfaldende.
Smith falder i med begge ben over den begavede, besindige og naturinteresserede Emin, en europæer der regerer klogt og civiliseret blandt muslimer... og tolerant har han også været. I skarp modsætning til den brovtende og brutale Stanley, der godtnok er i besiddelse af formidable lederevner og udholdenhed, men farer frem, kidnapper folk for et godt ord og brænder landsbyer af, hvis folk ikke gør hvad der bliver sagt. Youngs følger trop i den helt store stil, og erklærer "de kunne ikke lide hinanden"... "they developed af latent dislike of each other."
Emin var født tysker, men løb væk hjemmefra. Stanley var født i Wales men stak til søs som ung. Begge fandt deres navn og identitet i et fremmed land. Emin var født Edouard Schnitzer, Stanleys dåbsattest viser navnet John Rowlands. Ad omveje adopterede de begge Afrika som deres hjemland. Emin som en kærlig, sprogkyndig vejleder for en afsidesliggende egyptisk provins. Stanley som en utrættelig opdagelses-rejsende og slavepisker på gentagne togter for at afdække "Det Mørke Afrika" dets hemmeligheder. De følte sig begge bedst hjemme i vildnisset.
Stanley erklærede ligefremt at "the heart of Africa is anywhere preferable to the heart of the greatest city in the world". Men både Stanley og Emin fremtræder som splittede imellem civilisationen og Afrika, på lignende måde som vi har set det være tilfældet for de øvrige europæere. "Civilisation never looks more lovely than when surrounded by barbarism, and yet, strange to say, barbarism never looks so inviting to me as when I am surrounded by civilisation."[4]
Den samme splittelse viser sig hos Emin. Selvom han befinder sig godt i hjertet af Afrika, søger han en bekræftelse hos for det første de egyptiske myndigheder, og i anden omgang i Europa, i England og hos de britiske missionærer i området. Europæernes tilstedeværelse bekræfter hans liv og arbejde; giver det en mening han ellers ikke kan finde i Afrika.
Det der adskiller disse to personligheder fra de øvrige europæere, og gør at de er i stand til at overleve som europæere i Afrika, er at Stanley og Emin har forstået at tilpasse sig Afrika. Emin har gjort det ved at lære adskillige sprog flydende, bl.a. swahili, arabisk, tyrkisk m.fl. og ved at tilpasse sig omstændighederne, f.eks. at evakuere sin provins sydpå hver gang Mahdi'ens styrker kommer for tæt på, dvs. ved at undgå konfrontationer. Et karaktertræk som går igen i Emins måde at regere internt på. Eksempelvis står han konfliktsky og magtesløs overfor det kupforsøg fra hans egne garnisoner som besværliggør ekspeditionens sidste fase.
Stanley har tilegnet sig en mere målbevidst, standhaftig og til tider skånselsløs fremgangsmåde, som også er betinget af Afrika. Ekspeditionerne som Stanley ledte, blev som oftest påtvunget en brutal disciplin, og Emin Pasha ekspeditionen er et ekstremt eksempel. Desertører blev pisket og lagt i lænker, og der er flere eksempler på henrettelser. Dog betragtede Stanley sine bærere med kærlig omsorg som var de hans børn, og de betragtede ham som en leder de kunne stole på. Disciplinen, hvor umådelig barsk den kan synes, bliver et redskab til at styrke dette bånd imellem Stanley og de sorte. Der er en markant forskel på de kræfter der slippes løs når de europæiske officerer lades alene med de sorte, og den ro og tilpasning der finder sted når Stanley atter træder ind på scenen. Hans europæiske ledsagere beretter om Stanleys storladne naivitet, hvor han fremstiller sig selv som en faderfigur, og livet som en kombination af pligt, disciplin og succes. Men de iagttager alle som een at han befinder sig langt bedre blandt sine sorte ledsagere end blandt andre europæere, og at han respekteres af dem.
Andre af Stanleys metoder, såsom at blande blod med lokale høvdinge, samt f.eks. sædvanen med at kidnappe de lokale stammers kvinder og børn, i bytte for hårdt trængte fødevarer, virker meget lidt europæiske. Det beskrives hvordan stammens ældste stille og roligt kommer ind til Yambuya for at aflevere løsesummen, og samtidig er der også lige tid til at ryge en pibe tobak omkring bålet med de europæiske officerer, sådan i al venskabelighed. Og så får kvinderne lov at gå hjem.
Også Stanleys afstraffelsesaktioner, som i den victorianske presse blev skarpt kritiseret for at være "barbariske"; f.eks. nedslagtning og nedbrænding af hele landsbyer, virker netop... barbariske. Et indicium for at også Stanleys barske fremfærd i virkeligheden mere er afrikansk inspireret, end europæisk. Afrika gjorde nødvendigheden. Og europæerne lærte at gebærde sig brutalt af de "barbarer" som de ville bringe lys og fremskridt.
Stanley forsvarede sig med næb og kløer i pressen. Men lige meget hjalp det. Ingen i Europa kunne nogensinde forstå hvilke betingelser der mødte europæeren i de varme lande. Han forblev den brutale, amerikanske vagabond, som kun kunne finde fred i hjertet af Afrika. Men Stanley kom aldrig tilbage til Afrika igen. Han giftede sig med en pæn overklassepige, og tilbragte sine sidste år som medlem af underhuset for de konservative, -hvor han som oftest blev set tage en stille lur.
[rediger] Afrika — Heart of Darkness?
Afrika var i stand til at pille europæisk begrebsverden og tankemåde fra hinanden. Stanley og Emin er eksempler på personligheder som var i stand til at overleve, fordi de tog skik og brug til sig. Mens flertallet af Stanleys ledsagere sprællede hjælpeløst til døden indhentede dem, imens de forsøgte at holde barbariet på afstand, ved at skrive dagbog eller lave skitser på en tegneblok.
På samme måde som Afrika i 1800-tallet tvang europæerne til at tage deres identitet og europæiske normer og begreber op til overvejelse, for overhovedet at overleve, giver Emin Pasha-ekspeditionens uhyrligheder ny eftertanke til vores identitet idag.
Idag forsøger vi at holde barbariet på afstand ved at stramme flygtningekvoter og immigrations-lovgivning. Men hvor længe kan vi holde det på afstand? Afrika sniger sig ganske stille og roligt ind af den imperialistiske bagdør. Det kan godt vise sig mere farligt, end man umiddelbart skulle tro. Vi ser det, når hutuer og tootsier slagter hinanden i tusindvis. Vi er her vidner til et barbari og et blodbad, som vi ikke har en kinamands chance for at forstå. Vi ser det når vi møder frygtsomme somaliske flygtninge på gaden, og når vi ikke kan sove om natten, fordi de holder fest for hele familien inklusive fætre og kusiner, lidt længere oppe i opgangen. Det er noget fremmed som vi ikke kender, og det gør os bange. Hvilket er fuldt ud forståeligt, for vi er europæere; med en europæisk identitet, og vi skal ikke lade som om at vi er lige som dem, og at de er lige som os.
Det er ikke mere end blot ca. 100 år siden den første europæer satte sine ben i Ituri regnskoven. Tror vi virkelig at vi kan forandre noget ved at iklæde afrikanere europæisk tøj og skikke? Ved at diktere statsdannelse, humanisme, lys og fremskridt? Ved at synge den evige lovsang af det såkaldte demokrati? Den globale humanisme tror stadig på illusionen om 'lys og fremskridt' til de 'underpriviligerede' folkeslag. Vi skal alle forenes i det håbløse begreb 'menneskeheden'. Se på verden! Sådan ser den jo ikke ud. Hvor mange menneskeliv skal dette projekt koste, før nogen indser at det er et mindst ligeså hasarderet og absurd projekt som at ville transportere 800 kasser ammunition og fødevarer tværs igennem urskoven til en nærsynet lille mand, som udmærket er i stand til at klare sig selv?
Måske er det på tide at overveje hvor storslåede de europæiske idealer egentlig er; at se frygten for det fremmede i øjnene. Det er der god grund til. Måske rummer den frygt kimen til, hvad vi kan lære af Afrika og af den fælles fortid der hedder den ny imperialisme. Det kræver detailstudier, og et åbent, kritisk blik på historien. Og ikke mindst kræver det mod og viljestyrke til at erkende, når der er noget vi ikke forstår og ikke skal 'redde'. Jeg er stolt af at være europæer og dansker. Men Europa rummer ikke alverdens lyksalighed. Og det er ikke en vægt vi bør tage på vore skuldre. Den risikerer at blive os slemt til byrde, som den var det for godt 100 år siden.
[rediger] Litteratur
Der eksisterer adskillige vellykkede og anbefalelsesværdige fremstillinger af ekspeditionen. Iain R. Smiths forsøg er uden tvivl det mest gennemarbejdede, hvad angår den rent stringente, kildenære fremstilling af begivenhederne. Interesserer man sig for de psykologiske og sociale aspekter, kan også Richard Hall, Tim Youngs og Tony Gould anbefales.
Halls Stanley-biografi glimrer iøvrigt (ligesom Smiths fremstilling) ved at være velfunderet, velskrevet, og iøvrigt utrolig spændende historielæsning. Det samme kan siges om Joseph Conrads nærmest selvbiografiske og stærkt foruroligende Heart of Darkness.
- Brantlinger, Patrick M. : "Heart of Darkness : Anti-Imperialism, Rascism, or Impressionalism?", i Conrad, Joseph (ed. R. C. Murfin) : Heart of Darkness. Complete, Authoritative Text with Biographical and Historical Contexts, Critical History, and Essays from Five Contemporary Critical Perspectives, New York, 1996.
- Conrad, Joseph (ed. R. C. Murfin) : Heart of Darkness. Complete, Authoritative Text with Biographical and Historical Contexts, Critical History, and Essays from Five Contemporary Critical Perspectives, New York, 1996.
- Gould, Tony : In Limbo. The Story of Stanleys Rear Column, London, 1979.
- Hall, Richard : Stanley. An Adventurer Explored, London, 1974.
- Jones, Roger : The Rescue of Emin Pasha, London, 1972.
- Smith, Iain R. : The Emin Pasha Relief Expedition 1886-1890, Oxford University Press, 1972
- Stanley, Henry M. : I Det Mørkeste Afrika Bd. I-II, i oversættelse af Charles Antoine Delgobe og Bernhard Geelmuyden, P. T. Mallings Boghandels Forlag, Christiania, 1890 (org. Stanley, Henry M. : In Darkest Africa, London, 1890)
- Stanley, Henry M. (ed. Dorothy Stanley) : The Autobiography of Henry M. Stanley, New York, 1909, 1969.
- White, Stanhope : Lost Empire on the Nile, London 1969.
- Youngs, Tim : Travellers in Africa. British Travelogues, 1850-1900, Manchester, 1994.
[rediger] Noter
- Ifølge Autobiography, 1842 ↑
- Citeret hos Richard Hall : Stanley. An Adventurer Explored, s.287 ↑
- The Times 20 januar 1887, citeret hos Smith s. 89 ↑
- Autobiography, s. 527 ↑
Denne artikel blev til som en bearbejdet version af Morten Blaabjergs pensumreduktionsopgave på andet semester ved historiestudiet på Syddansk Universitet, 1999, og blev i sin oprindelige form trykt i de historiestuderendes tidsskrift Rubicon, nr. 4, 8. årgang, 2000.
