Max Stirner
Fra NotatWiki
Max Stirner (1806-1856), tysk filosof, som skånselsløst kritiserede og forkastede enhver absolut position udenfor det enkelte 'Jeg'. Stirner afviste omhyggeligt alle 'ismer', og insisterede på, at hvis han endelig skulle forbindes med en form for 'isme', måtte det blive egoismen - antitesen til alle ideologier og påtvungne sociale kontrakter, som han så det.
Stirners hovedværk er Den eneste og hans ejendom (org. Der Einzige und Sein Eigentum), som så dagens lys første gang i Leipzig, 1844. Værket blev oversat til dansk første gang i 1902, af forfatteren Axel Garde, med introduktion af Georg Brandes. Senest blev Den eneste og hans ejendom udgivet i 1999, i nyoversættelse af forlægger, cand.mag. Fritz Wolder.
Indholdsfortegnelse |
[rediger] Citater
[rediger] Skrevet af Stirner
[rediger] Den eneste og hans ejendom, 1902
Menneske, det spøger i Hovedet paa dig; du har Forstoppelse i Hjernen, min Ven! Du er lidt indbildsk og udmaler dig en hel Gudeverden, som skulde være til for din Skyld, et Aanderige med hvilket du staar i pagt, et Ideal, som vinker dig. Du har en fix Ide.
(...) Hvad er en "fix Ide"? Det er en Ide, der har underkastet sig Menneskene. Naar I erkender, at en saadan fix Ide er taabelig, spærrer I dens Slave inde i en Galeanstalt. Men Trossandheden, om hvilken man ikke vover at tvivle, Folkets Majestæt, som man ikke vover at røre ved (...), Dyden, som Censor vaager over, for at Sædeligheden kan opretholdes i sin Renhed osv., er det ikke "fixe Ideer"?
Og hører I ikke i al den dumme Snak, vi fyldes med, vi behøver blot tænke på vore Aviser, Narre pjatte, der lider af Sædelighedens, Lovens eller Kristendommens fixe Ide osv., og som kun synes at vandre frie omkring, fordi det Galehus, de spaserer rundt i, indtager saa stort et Rum? Man forsøge blot engang at røre ved en saadan Nars fixe Ide, og man vil hurtigt blive nødt til at værge sine Rygstykker mod den Gales Underfundighed. Thi ogsaa deri ligner disse store Narre de saakaldte smaa Narre. (...)
Jeg frygter ikke Forbandelsen og gentager : mine Brødre er store Narre. Om en stakkels Gal er besat af den Forestilling, at han er Gudfader, eller Kejseren af Japan, eller den hellige Aand osv., eller om en skikkelig Borger indbilder sig, at det er hans Bestemmelse at være en god Kristen, en troende Protestant, en loyal Borger, et dydigt Menneske osv., det er samme "fixe Ide".Den eneste og hans ejendom, 1902 (i oversættelse af Axel Garde), s. 36
[rediger] Skrevet om Stirner
[rediger] Salmonsens Konversationsleksikon
Samtidig med den gallisk larmende Fremtoning Proudhon i Frankrig, fik Tyskland sin betydelige Teoretiker paa A.'s Omraade i en i Livet bortgemt og ubemærket, men højst ejendommelig Personlighed, der kaldte sig Max Stirner -, et i nyeste Tid berømt Navn, bag hvilket den stakkels forhutlede bayerske Pigeskolelærer Johann Caspar Schmidt (1806-56) skjulte sig. Stirner er en stejl og iskold Logiker, en af Lærens mest yderliggaaende Monomaner. Hans Bedrift er Bogen »Der Einzige und sein Eigentum« (1844), Egoismens Højsang. Stirner er »Jegets« Religionsstifter. Ikke »Jeget« som Idé, men hvert enkelt Individs »empiriske Jeg«, maa være Grundlaget og Udgangspunktet for al Samfundsfilosofi, mener Stirner. Han har kun ét Dogme: det, at »Jeg«, ethvert Menneske, er min egen højeste Lov. Uden om mig findes der intet, som kan byde over mig. I Kraft af dette Postulat anerkender Stirner ikke noget, som kaldes Pligt mod andre, mod Samfundet. Da Staten er Samfundets organiserede Magt, er den eo ipso den Enkeltes Dødsfjende, og maa som saadan selvfølgelig ikke taales. Den og alt, hvad dens er, maa udryddes, og i dens Sted maa komme »Egoisternes Forening«, hvilket ikke - som hos Proudhon - vil sige et Kontraktforhold i Solidaritetsfølelsens Aand, oprettet til fælles Bedste, men en helt fri, helt ubunden Samvirken af Individer, som hver især blot har sin egen Fordel for Øje. Mennesket kan overhovedet kun fatte og føle, hvad der angaar det selv: jeg gør godt mod andre ene og alene, fordi jeg samtidig gør godt mod mig selv. Modsat Proudhon forkynder Stirner utilhyllet Anvendelse af Vold for at hidføre de af ham lovpriste ny Tilstande. Han er en Forløber for »Handlingens Propaganda«. Hans litterære, møjsommeligt udpønsede Kraftsatser fandt for øvrigt ingen Genklang i Samtiden og den nærmeste Eftertid, der satte Socialdemokratiet paa Dagsordenen. Men efter at Nietzsche's »Zarathustra« havde bragt »det amoralske Overmenneske« paa Moden, oplevede Max Stirner's »Eneste« en Genopstandelse (»Reklam«-udgave 1892 og senere talrige Oversættelser, hvoriblandt til Dansk, af Axel Garde med Indledning af G. Brandes, 1902).Salmonsens konversationsleksikon, Anden udgave, 1915-1930, Bind I : "Anarkisme", side 696.
Tilgængelig online på Projekt Runeberg : http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0740.html
[rediger] Bibliografi
- Stirner, Max : "Stirners Critics", oversat af Frederick M. Gordon, i Philosophical Forum vol. 8, nr. 2-4, USA, 1976
